Simon Dyhr

Skrevet af: Simon Dyhr, landsformand for Radikal Ungdom og Helene Anette Jørgensen, retsordfører for Radikal Ungdom.

Sorte skyer drager ind over Danmark når regeringen og Dansk Folkeparti foreslår endnu flere stramninger af retspolitikken. Desværre følger dele af oppositionen også trop og bakker op om den stramme linje. De danske politikere har mistet hovedet og har for længst opgivet at agere ansvarligt. Derfor vil vi fremlægge et socialliberalt bud på en ny retspolitik som et opråb til oppositionen om at lægge den sorte retspolitik bag sig og samle sig om at genoprette den retsstat, som vi engang kunne være så stolte af.

I fjor lød der nye toner fra de Konservatives Lars Barfoed, da han ud af det blå foreslog opprioritering af resocialisering, rehabilitering og forebyggelse. Dog måtte Barfoed inden længe se den politiske virkelighed i øjnene da hans politik hurtigt blev fejet af bordet. Tendensen har gennem VKO’s regime været en helt anden med administrative udvisninger uden dom, højere straffe for hjemmerøverier og voldtægt og en lømmelpakke med såkaldte præventive anholdelser, som under COP15 betød at op mod 1000 fredelige demonstranter måtte sidde i futtog på den kolde decemberasfalt. Den 1. juli kunne vi sågar fejre fødselsdagen for sænkelsen af den kriminelle lavalder, der betyder at børn på 14 år nu kan sættes i fængsel side om side med hårdkogte kriminelle.

Det er en hovedløst og kortsigtet at regeringen forestiller sig, at de kan løse samfundet social- og retspolitiske udfordringer ved at råbe ”tryghedspakke” for at prøve at overbevise borgerne om, at de nu kan sove trygt om natten. Spørgsmålet er om regeringens politik, som i øvrigt er støttet af Socialdemokraterne, overhovedet har en virkning og skaber langsigtet tryghed i samfundets interesse. For vores fængsler er allerede overbelagt, og med den nye ”tryghedspakke” vil underskuddet af fængselspladser nå op på over 400 i løbet af ganske få år. Der følger nemlig ikke finansiering med pakken. Det fremgår af nye beregning at det vil løbe op i 400 millioner kroner at bygge nye fængselspladser, og driftsomkostningerne kan blive op til 140 millioner kroner. Vi er af den holdning at pengene er langt bedre brugt på forebyggelse og socialpolitik.

Grundlaget for vores retspolitik er at tryghed skabes gennem at mindske gentagelsen af kriminalitet ved at resocialisere, frem for blot at sætte de kriminelle i brummen. Vi vil fjerne de samfundsmæssige omkostninger som den stramme retspolitik forårsager. I stedet for at reagere på den ældgamle knærefleks om højere og strengere straffe, vil vi lytte til eksperternes bud på en fremsynet og moderne rehabiliteringspolitik, der virker.

Den socialliberale retspolitik er først og fremmest et opgør med gammeldags og forældet retspolitik. Men det er også en opfordring til resten af centrum-venstre om at vi igen samler os om en retfærdig og sober politik på området. Når vi får et nyt flertal skal vi en helt anden vej end den sorte, stramme snævre sti, som VKO bevæger sig ad. Derfor kommer vi med en række konkrete tiltag som vi mener bør være Radikale Venstres krav til mulige kommende forhandlinger om et nyt regeringsgrundlag med Socialdemokraterne og SF.

Forebyggelse

Det overordnede politiske mål er at begrænse kriminaliteten. Læren af VKO’s 46 forhøjelser af strafferammerne siden 2001 har været at strengere ikke har haft indvirkning på omfanget af kriminalitet i det danske samfund. I denne erkendelse må der skiftes spor, så vi i stedet satser massivt på forebyggelse og på at hjælpe nykriminelle i de omgivelser, som de i forvejen befinder sig i. Derfor skal institutioner og skoler støttes i at gribe tidligt ind og udbyde forældrekurser om opdragelse og pædagogik, så forældrene hjælpes til at hjælpe sig selv og deres børn, hvis de er på den forkerte kurs. Det er vigtigt at holde børn og unge på rette spor, så det skal derfor være muligt at tilbyde sociale aktiviteter til særligt udsatte unge uden økonomiske omkostninger for familien. Vi mener også at den private straffeattest bør afskaffes. Når man begår kriminalitet skal man naturligvis have sin straf, men når man har udstået sin straf bør man være fri til at indgå i samfundet og på arbejdsmarkedet igen. Dette er dog i realiteten umuliggjort fordi en plet på straffeattesten betyder at det er svært at få et job igen. Dette er en uretfærdigt og ineffektiv dobbeltstraf af personen, som måske vil blive fristet til at søge tilbage til det kriminelle miljø igen. Vi ser hellere at længere fængselsdomme så vidt muligt kombineres med mulighed for uddannelse eller job, så den straffede kan sluses tilbage i samfundet igen til alles glæde og gavn.

Unge og børn

For at begrænse unges kriminalitet skal der satses på et retssystem, der har fokus på at hjælpe børn og unge der er i problemer, og give dem en bedre fremtid i stedet for at dømme dem til et liv i kriminalitet. Derfor skal den kriminelle lavalder tilbage til 15 år, og der skal være den betingelse at umyndige ikke skal kunne idømmes fængselsstraf. Forebyggelsen og kriminalitetsbekæmpelsen kan kunne målrettes den enkelte, så det er vigtigt at skelne mellem børn og unge henholdsvis under og over 15 år. For børn under 15 år skal løsninger så vidt muligt findes i det daglige miljø. Derfor skal socialmedarbejdere i langt højere grad inddrages i grundskolen, fritids- og ungdomsklubben samt SSP. De unge mellem 15 og 18 år skal ikke sættes i fængsel. I stedet skal vi satse på alternative strafformer som f.eks. fodlænke, konfliktråd og samfundstjeneste. Uddannelse er altafgørende for en holdbar fremtid den enkelte unge. Derfor skal uddannelsesinstitutioner inddrages aktivt i forebyggelsen, og som alternativ til straf skal der indgås en forpligtende aftale om påbegyndelse af en uddannelse.

Alternative straffe

Vi er af den klare overbevisning at dommerne ved bedre end politikerne hvilken straf den enkelte skal idømmes inden for strafferammerne. Vi ønsker større mulighed for at skræddersy en dom til den tiltalte og vi foretrækker at undgå fængselsstraffe. Fængselsstraf er den mindst effektive sanktionsmulighed og tilbagefaldsprocenten er uacceptabelt høj. Den dømte bliver ofte mere kriminel af at sidde i fængsel – stik imod hensigten. Derfor mener vi at fængselsstraf må være den absolut sidste udvej. Strafferammerne skal gøres mere fleksible, således at alternative sanktionsmuligheder i langt højere grad benyttes. Der skal afsættes flere midler til forskning og forsøg med alternative straffe. Vi har fem konkrete bud på andre tiltag end fængselsstraf. For det første skal brugen af fodlænker og husarrest udbygges væsentligt. For det andet skal samfundstjeneste i langt højere grad benyttes. Konfliktråd, hvor offer og gerningsperson mødes ansigt til ansigt, skal altid tilbydes ved eksempelvis voldsforbrydelser. Der skal kunne idømmes obligatorisk uddannelse eller efteruddannelse, og sidst men ikke mindst skal behandlingsdomme opprioriteres, så behandling kommer frem for fængselsstraf. Udgangspunkterne for disse fem tiltag er klare: Forståelse for ofrene af den kriminelle handling, mindre grad af samvær med andre kriminelle samt en fremadrettet karrieremulighed for den dømte. Alle disse tiltag skal mindske tilbagefaldet til kriminalitet og dermed øge trygheden i samfundet.

Der skal selvfølgelig tages hensyn til ofrene. De skal gennem konfliktråd have mulighed for at bearbejde deres oplevelser og komme videre efter handlingen. Men de kriminelle skal også have et liv efter dommen. At den kriminelle bliver resocialiseret og ikke falder tilbage i et problematisk miljø er den bedste garanti til ofret om det ikke vil blive udsat for kriminalitet igen.

Ny kurs i retspolitikken

Det står endnu hen i det uvisse hvor venstrefløjen vil hen når det gælder retspolitikken. Vi mener det er forfejlet at kopiere en højredrejet og konservativ retspolitik, fattig på nye ideer og løsninger. Når Helle-Thorning Schmidt under præsentation af Fair Løsning 2020 udtaler, at hun agter at fortsætte den stramme retspolitik, er det den forkerte kurs. Retspolitiske stramninger har der været nok af. Det er på tid at lytte til fagfolk og eksperter, som længe har kritiseret den gammeldags tankegang og efterlyser moderne politik. Det skal være et samlet centrum-venstre der skal præsentere alternativet til regeringens ineffektive politik. Derfor håber vi at Socialdemokraterne vil tage vores bud til efterretning, når vi skal have et nyt flertal. Lad os efter ti års mørke få et genopretning af retsstaten.

Dette indlæg er skrevet sammen med Marie Kiholm i forbindelse med Radikal Ungdom deltagelse i Copenhagen Pride 2011. Indlæg et skrevet til www.xq28.dk og kan også læses her: http://www.xq28.dk/Nyheder/2575/DerfordeltagerRadikalUngdomiPriden.aspx

Hvad betyder Priden for jer og jeres parti?

Priden er stolthed, frihed og synlighed. Det er en fejring af kærlighed på tværs af kasser, kategorier og normer – og retten til at elske den man vil. Det vil vi gerne bakke op om i Radikal Ungdom, og derfor deltager vi i Priden. Plads til forskellighed, mangfoldighed og tolerance er grundlæggende værdier, vi ønsker for fremtidens samfund. Derfor betyder det også utrolig meget for Radikal Ungdom at deltage gennem et aktivt medborgerskab.

Er der forskel mellem Radikal ungdoms og de Radikales politik mht. homo-, bi-
og transseksuelle?
Kampen for homoseksuelles rettigheder har altid stået højt på den radikale dagsorden. Når det drejer sig om homoseksuelles rettigheder deler vi helt det Radikale Venstres kamp for en ny politik. Vi har bakket op, når både den Radikale Borgerrepræsentationsgruppe og den Radikale Folketingsgruppe har stillet forslag for en progressiv politik, der betyder utrolig meget for mange menneskers dagligdag og tilværelse.
Desuden har vi i Radikal Ungdom fokus på transpolitik. Vi mener, det er et frit og personligt valg, hvad man vil hedde, og at såvel transpersoner som alle andre skal have ret til at skifte til et modsatkønnet fornavn. Vi mener, at personnummeret skal gøres kønsneutralt, at der skal oprettes en tredje kategori til registrering af køn i Danmark, og at det skal gøres mindre bureaukratisk for transpersoner at få et X i passet. Og så mener vi, at det er helt forrykt at transkønnethed stadig figurerer på listen over sygdomme og helbredsproblemer.

Vi har også foreslået, at forældre til børn der er født som interkøn skal have mulighed for at fravælge operation til et af de to køn, så den interkønnede selv kan tage stilling senere i livet.
Hvorfor deltager I, hvad vil I vise med jeres deltagelse?
Vi deltager, fordi vi vil vise, at vi støtter og prioriterer kampen for mangfoldighed, tolerance og frisind. Vi vil sende et signal om, at det er kærligheden og ikke kønnet, der er vigtigt, og at staten ikke skal blande sig i, hvem man forelsker sig i. Vi vil vise, at vi kæmper for lige rettigheder for alle mennesker, uanset seksualitet, kønsidentitet og etnicitet. Og vi vil hylde alle de modige mennesker, der tør stille sig frem og være stolte af, hvem de er og kæmpe for den samme ret for alle andre.

Hvis forholdene for homo-, bi- og transseksuelle skulle forbedres i Danmark,
hvad skulle da forbedres og hvornår?

Vi mener at homoseksuelle, biseksuelle, heteroseksuelle, transpersoner og enlige skal have nøjagtigt de samme rettigheder – også når det kommer til adoption og kunstig befrugtning. Homoseksuelle og biseksuelle samkønspar skal have ret til vielse i enhver kirke, og det skal desuden være muligt, at gifte sig med mere end en person.
Vi mener, at det skal være op til det enkelte menneske at beslutte med hvem og hvordan vedkommende ønsker at indgå i en ægteskabelig relation. Det skal ikke være op til staten at afgøre, hvordan mennesker skal leve sammen og at blåstemple nogle overenskomster frem for andre. Hvis flere end to personer eller personer af samme køn har lyst til at indgå ægteskab med hinanden, skal de have mulighed for det.
Danmark skal være et land, hvor folk der elsker hinanden, skal have mulighed for at leve sammen i den konstellation de ønsker med den samme tryghed og de samme rettigheder som det traditionelle ægteskab tilbyder. 
Endelig skal vi forbygge fordomme og hate crimes gennem oplysning. Vi skal især sørge for, at seksualundervisningen i folkeskolen bliver noget mere nuanceret og også omhandler homo- og biseksualitet, aseksualitet og forskellige kønsidentiteter.

I Radikal Ungdom mener vi at alt voksent, samtykkende sex er ligeværdigt og skal være lige for loven. Vores udgangspunkt er, at seksualitet og kønsidentitet kan forandre sig, hvorfor lovgivningen først og fremmest bør sikre, at alle seksualiteter og kønsidentiteter har lige rettigheder.
Vi mener et hvert menneske har ret til at være den de er og elske den de vil, og at det er statens opgave at sikre denne ret.
Ellers vil vi bare ønske alle en rigtig god Pride, med håbet om at lyset og farveglansen fra paraden vil gøre verden lidt mere lydhør overfor de mange problemstillinger der stadig er, og gøre den til et lidt bedre sted imorgen.

Redningsplan for Danmarks økonomi er nu lagt frem for vælgerne. Endelig tør regeringen tage tyren ved hornene og sætte en reel reformpolitik til diskussion og forhandlinger i folketinget. Fra nu af er det kun de økonomisk ansvarlige partier der kommer til at klarer sig bedst i det lange seje træk det bliver, at forhandle om reelle reformer.

Forslaget til Danmarks langsigtede budget har allerede fået en lunken modtagelse. Man har ikke hørt et pip fra SF, og Socialdemokraterne har med det samme sat sig over i hjørnet, sure og uden et reelt tidssvarende og ansvarligt alternativ. Med regerings forslag til en reformpakke sikrer denne i højere grad Danmarks økonomis holdbarhed end S-SFs ”Fair løsning”. Derfor må det være Radikals opgave at ligge radikal politik frem på forhandlingsbordet for at vise, at der eksisterer et flertal udenom venstrefløjen efter næste valg for en farbar vej for Danmarks økonomi. Der bliver nok ikke tale om en decideret aftale, ej heller med de Radikale. Men en hensigtserklæring fra Radikale med et ønske om at tilslutte sig reformvejen efter næste valg skal sende et tydeligt signal til Helle Thorning-Schmidt og Villy Søvndal om, at intet er givet på forhånd med et nyt flertal.

Reformpakken er en ordentlig mundfuld. Men én ting står dig tydeligt. Regeringen rammer rigtigt på skiven ved at lægge tilbagetrækningsreformen, SU-reformen og reform af førtidspension og fleksjob på forhandlingsbordet. Dette tydeliggør klart, at S og SFs ”Fair løsning” ikke længere er tilstrækkelig og at S-SF må komme med en ny, tidssvarende og ansvarlig økonomisk politik. At dette kommer til at ske, er måske lige så sandsynligt som snevejr i maj måned. Netop derfor skal reformpakken bydes velkommen da den tager huld på bylden og vil kunne få Danmark på rette kurs.   

Det har været tydeligt at høre venstrefløjens svada om at de ældre nu bliver straffet. Men her tager de fejl. For med reformpakken skal både de ældre og de yngre bidrage til at holde dampen oppe på det brændselstrængende dansk vækst-tog. Ved at ville hæve folkepensionen, reformere førtidspensionen og fleksjob samt at få de studerende hurtigere igennem uddannelserne, er dette rigtig fornuftige tiltag for at sikre en større arbejdsstyrke og den fremtidige velfærd.

Sammenspillet mellem disse ønskede reformtiltag samt at regeringen tager besparelse på forsvaret med til forhandlingsbordet synes fornuftige. Socialdemokraternes retorik om straf synes fjern fra den virkelighed og de udfordringer det danske velfærdssamfund står overfor. Det handler ikke om straf. Tværtimod handler det for det første om, at gøre befolkningen bevidste om de store udfordringer der er foran os alle. Men ikke mindst handler det om at vi alle må påtage os et fælles ansvar, ældre som yngre.

Selvom der synes mange gode tiltag på forhandlingsbordet burde de mangler og knaster stå klart for enhver radikal. Det er for eksempel ærgerligt, at regeringen ikke sikrer holdbarheden i Danmarks økonomi gennem et opgør med skattestoppet på boliger. Et totalt opgør med skattestoppet på boligen vil både gavne den økonomiske holdbarhed men ikke mindst være socialt ansvarligt. Derudover mangler der en offensiv indsats på at styrke uddannelsessystemet og reformtiltag på udlændinge og beskæftigelsesområdet for at sikrer øget udenlandsk kvalificerede arbejdskraft.

Kuglerne er nu støbt til den snart forstående valgkamp, og centrum-venstre står overfor store udfordringer. Men det vigtigste er, at Danmark står overfor større udfordringer end umiddelbar højtflyvende valgkampsretorik, navlepilleri eller økonomisk uansvarlighed på baggrund af direkte vælgerleflen.

Der synes nu kun én vej frem, og det er forhandlingsvejen og klar radikal politik uanset blå eller rød stue før, under og efter valget.

S og SF vil lave kvoter for kvindelige bestyrelselsesmedlemmer og forbyde købesex. Men vi politikere bør holde os til vores metier i stedet for at lade os forføre af neo-feministisk moral. Det bør aldrig blive radikal politik.

Bragt som kronik i Berlingske sammen med: Christian Donatzky, Ft-kandidat (R), Tina Fischer, Ft-Kandidat (R), http://www.b.dk/kronikker/hyklerisk-ligestillingsforslag-fra-s-og-sf 

S-SF gør regning uden vært i deres nye ligestillingsudspil »S-SF giver mænd og kvinder lige muligheder«. Udspillet handler bl.a. om kvindekvoter og forbud mod købesex. S-SF lover at indføre begge dele efter valget. Det kan vi som radikale ikke bakke op om. Vi mener, at ligestillingspolitik må tage udgangspunkt i hensynet til den personlige frihed. Radikal ligestillingspolitik bør gå ud på at skabe lige muligheder, ikke at bestemme over individers og virksomheders livsførelse og valg.

S-SF foreslår at indføre kvoter for virksomhedsbestyrelser. Dette skal ske over en fireårig periode, hvor andelen af kvinder i virksomhedsbestyrelser skal øges til mindst 40 procent. Hele tankegangen om kønskvoter er i sig selv det præcis modsatte af ligestilling, fordi man netop gør forskel på kønnene, og fordi nogle vil blive fravalgt på grund af køn. Vi finder derfor kvindekvoter i praksis for direkte ydmygende. For os giver det ej heller mening at lave en sådan yderst indgribende regel i en tidsbegrænset periode. Argumentet er, at man vil beskytte »det svage køn«. Men det er altså udtryk for en opfattelse af ligestilling og køn, der hører fortiden til. Hvor mange kvinder opfatter sig som ‘svage’ i dagens Danmark? Hvor mange kvinder har protesteret over muligheden for at deltage i bestyrelsesarbejde? Ligestilling handler om lige muligheder – ikke om 50 procent overalt. At kvinder i danske bestyrelser er underrepræsenteret, er da suverænt virksomhedernes eller deres aktionærers egen udfordring og ansvar og bestemt ikke statens.

Desuden vil mange kvinder takke nej til at sidde i en bestyrelse, fordi der ikke skal herske tvivl om, hvorvidt hun sidder der pga. af egen kompetence eller pga. en kvote. For sådan en tvivl kan på ingen måde være en fordel for hverken kvinden eller bestyrelsens samarbejdsklima. Det er glædeligvis fakta, at en større andel af kvinder tager en videregående uddannelse end før hen. Det er derfor pudsigt, at der i S-SF forslag står, at der også »skal sættes gang i systematisk talentudvikling.« Skal dette mon efter S-SFs mening være statens opgave, og i givet fald hvordan kan en sådan hensigtserklæring udmønte sig i lovgivning og i praksis? Vi tror på, at erhvervslivet fint selv kan håndtere at talentudvikle, det er jo bl.a. det, de tjener deres penge på. En myte i debatten, som kvotetilhængerne går i brechen for, er, at virksomheder vil få et bedre afkast ved at få en mere ligelig fordeling mellem mænd og kvinder, fordi det vil forbedre kvaliteten af beslutningerne. Hvis det hænger sådan sammen, så er vi helt trygge ved, at erhvervslivet selv sørger for en sammensætning af deres bestyrelse, som giver mest afkast.

Udover at være diskriminerende for begge køn, så er S-SFs ligestillingsudspil et voldsomt statsligt indgreb i virksomhedernes frihed og selvbestemmelse – vel nærmest et angreb på den private ejendomsret. Hvorfor skal staten blande sig i private virksomheders ledelse? Den underliggende moralske argumentation viser sig også i det faktum, at det tilsyneladende kun er virksomhedsbestyrelser som skal omfattes af ordningen. Bestyrelser i det offentlige og halvoffentlige skal ikke omfattes. Hvis denne tænkning skal føres til ende, så skal vi have mandekvoter i offentlige og halvoffentlige bestyrelser. Nej vel, det giver ingen mening.

En af denne kroniks forfattere har siddet som medlem af bestyrelser af integrerede institutioner som eneste mand. Spørgsmålet er, om man altid vil kunne finde lige antal mænd og kvinder, der har lyst til at blive bestyrelsesmedlemmer? Og er det vigtigt? Det må være kompetencer, kvalifikationer og entusiasme, der afgør en bestyrelses sammensætning, hvad enten det er i en virksomhed eller i en børnehave. S-SF lever i øvrigt ikke op til deres egen ligestillingspolitik. Socialdemokratierne kræver kvoter i det private, når selve ledelsen hos Socialdemokraterne består af to kvinder og fire mænd. Altså burde Hele Thorning-Schmidt fyre ét mandligt medlem af ledelsen og trække en kvinde ind. I SFs landsledelse er der 38 procent kvinder, og Socialdemokraterne har kun halvt så mange kvindelige folketingsmedlemmer som mandlige (15 ud af 45). Det samme billede tegner sig, når man kigger på feltet af socialdemokratiske folketingskandidater. Det er hyklerisk, at S-SF vil blande sig i private virksomheders ledelse, når de ikke engang selv kan leve op til kravene. Hvad er logikken i, at virksomheder, men ikke partier, skal have kvoter? S-SF mener vel trods alt også, at Folketinget er en del af magten i Danmark.

Men nej – ingen kan forestille sig, at man skulle stille krav om bestemte kvoter, når det gælder Folketinget. For det ville jo være svært at vurdere, hvilke kvoter, man skulle indføre – en kvote for indvandrere? For handikappede? For rødhårede? For håndværkere? Men tankegangen burde være ligeså absurd, når det gælder virksomheder. Private virksomheder er til for at skabe vækst og værdi, og det skal de have frie hænder til.

Så lad os politikere holde os til vores metier, nemlig at sætte rammer, i stedet for at lade os forføre af neo-feministisk moral. Det bør aldrig blive radikal politik.

S-SFs ligestillingsudspil indeholder også et forbud mod købesex. Argumentet for et forbud er håbet om, at der ville blive mindre prostitution. Men prostitution skal vel kun begrænses, hvis det er ufrivilligt, og så hedder det i øvrigt menneskehandel, og det er en helt anden sag. Vi mener, at sex-arbejdere skal have lov til at bedrive deres erhverv. Ja, vi synes oven i købet, at sex-arbejdere skal have ordentlige forhold og flere rettigheder, så de undgår den stigmatisering, som de allerede oplever som deres største problem. Stigmatiseringen vil kun forværres af et forbud. Vi tror ikke på, at prostitution går væk. Vi ønsker ikke, at prostitution skal gå væk. Vi ønsker at respektere voksne menneskers frie valg af erhverv og give dem rettigheder. Så igen – her kan vi mistænkes for at ville lovgive på baggrund af moral, og det bør aldrig være radikal politik. Derfor bliver også dette forslag i S-SFs ligestillingsudspil svært at skaffe entydig radikal opbakning til.

Hvis der skal være proportioner i vores, politikernes, indblanding i ligestillingstemaer, så er det meget mere relevant at fokusere på, at tusinder af unge mænd bliver tabt på gulvet, fordi vores uddannelsessystem ikke er gearet til dem. Det kommende proletariat af uuddannede mænd er det største ligestillingsproblem i Danmark i dag, og man kan spørge S-SF: Når det om nogle år for alvor slår igennem, skal vi så have mandekvoter? Vi støtter derfor op om de forslag i ligestillingsudspillet, som tager fat på dette problem.

Forklaringen i vores modstand mod kvoter og forbud ligger bl.a. i den radikale historie, ideologi og menneskesyn. Partiet er født ud af den samfundsbevægelse, som har fået navnet Det Moderne Gennembrud, og som i slutningen 1800-tallet satte mennesket før religion, natur og moral. Med erkendelsen af, at mennesket skulle sættes fri fra traditioner, for at det moderne samfund kunne udvikle sig, fulgte også nødvendigheden af at tage ansvar for hele samfundet, også dem der levede i bunden. For en radikal er det liberale og sociale – friheden og fællesskabet – ikke hinandens modsætninger, men hinandens forudsætninger. Reel frihed er betinget af lige muligheder, og det er samfundets opgave at skabe dem – men det er ikke samfundets opgave at bestemme individernes valg, når mulighederne er skabt.

Den politiske virkelighed er nu komplet virkelighedsfjern, men den reelle virkelighed skræmmende.

Efter en hektisk uge i dansk politik med den værste stramning af udlændingepolitikken i mands minde har det været en sand skuffelse at se venstrefløjen fuldstændig forlade sine principper. At kærlighed ikke kan gøres op i point er den alt overskyggende ting. Men jeg mener heller ikke at retten til kærlighed kan begrænses ved populisme, ideløshed og manglende moral. Og netop dette er hvad S og SF har gjort. Som radikal, der fortsat tror på et reelt alternativ til VKO efter et kommende valg, er det derfor beskæmmende at se S og SF’s principielle accept af pointsystemet og dermed en yderligere accept af statens krænkelse af den personlige frihed. Det klæder ikke Danmark at blive det første land i verden, der vil lade et pointsystem ud fra en nytteværditankegang afgøre kærlighedens skæbne blandt mennesker. VKOs pointsystem skal naturligvis kræves rullet tilbage efter næste valg, hvis centrum-venstre får flertallet efter næste valg kan blive en vanskelig øvelse. Men dette kan godt blive en svær øvelse. DF kalder S og SF’s nye pointsystem for ”makværk”. Jeg vil hellere kalde det for hvad det er, moralsk kollaps på venstrefløjen. Venstrefløjens accept af princippet om at sætte mennesker på point er et kæmpe tilbageskridt. S og SF har valgt at sælge ud af de værdier og demokratiske idealer hhv. R, S, SF og Enhedslisten fælles har kæmpet for før.

Hvis Helle Thorning-Schmidt virkelig ville fremstå som et reelt alternativ til Lars Løkke Rasmussen, burde hun have trådt i karakter og sagt fra overfor VKOs pointsystem. S og SF’s accept af pointsystemet gør dem kun mindre regeringsduelige. Manglende evne til at sige fra, manglende evne til at stå fast på sine egne værdier for at fremstå som et reelt alternativt, samt en passiv og virkelighedsfjern ledelse, gavner ikke centrum-venstre som et troværdigt alternativ tværtimod. Et af argumenterne for S og SF’s pointsystem ”light”, er at sikre at de udlændinge, der kommer til Danmark, er mere integrationsparate. Men hvordan ved S og SF mon om en person der kommer til Danmark er integrationsparat eller ej ud fra snævrer krav?  Til det er der kun at sige; det er så trist, at se danske statsborgere med udenlandske kærester, som sammen uden tvivl sagtens kunne bidrage til det danske samfund, må flytte ud af Danmark. Den politiske virkelighed er nu komplet virkelighedsfjern, men den reelle virkelighed skræmmende.

Læs også læserbrev i Politiken \”Kvindekvoter kvæler\” her

kvindekvote debatten ligger konstant og ulmer som en klar politisk forskel på Christiansborg. Debatten har nu taget om sig igen. I en udtalelse i Politiken under overskriften “Pengetanke kræver flere kvinder” (22.10) udtaler Næstformand for pensionsselskabet Pensam Dennis Kristensen: »Jeg vil have det bedste afkast, og det får vi med en mere ligelig fordeling mellem mænd og kvinder på topposterne, fordi det forbedrer kvaliteten af beslutningerne«. Det er da noget værre vrøvl. Denne påstand har da ingen gang på jord. Men samtidig er Dennis Kristensen jo også formand for FOA, så det står jo klart her at der ligger en politisk dagsorden bag. Men jeg er på ingen måde enig i hele dagsordnen om kvinde kvoter, eller overhovedet kvoter for mennekser i samfundet. Det må og skal altid være menneskets kvalifikationer der står forrest, og ikke deres køn.  

Derfor ramte de to kvindelige borgerlige politikere Eva Kjær Hansen MF (V) og Helle Sjelle MF (K) hoved på sømmet ved at udtale at kvindekvoter er socialistisk lighedsmageri. Jeg er her helt enig. At kvinder i danske bestyrelser er underrepræsenteret, er da suverænt virksomhedernes eller deres aktionærers egen udfordring og ansvar og bestemt ikke statens. Derfor skal staten holde fingrene væk og lade friheden bestå til virksomhederne selv.

Også bragt i JP her

De sidste stemmer er nu talt op, og det står klart, at den borgerligt-liberale Alliansen i Sverige kan fortsætte i regeringskontorerne i Stockholm.
Omdrejningspunktet for det svenske valg var økonomi og uddannelse.
Alliansen gik til valg på at have ført Sverige sikkert gennem de seneste års økonomiske krise.
Alliansen stod ved og forsvarede de omfattende reformer af arbejdsmarkedet og skattesystemet, som den havde gennemført i sin første regeringsperiode. Den søgte et mandat til at fortsætte denne kurs og endte – trods et mudret politisk slutspil – med at få massiv opbakning til sin politik fra vælgerne.
Det er en sejr, som danske politikere kunne lære meget af.
I Danmark insisterer både regering og opposition på, at alt er godt.
Regeringen holder fast i, at den har udvist rettidig økonomisk omhu under krisen.
Socialdemokratiet og SF mener, at det er urimeligt at kræve efterlønnen afskaffet. Grundlæggende er reformer af velfærdssystemet og arbejdsmarkedet i de fleste partiers øjne ikke nødvendige.

Forstemmende konklusion
Sammenligner man resultatet af denne forandringsskræk med Sverige, er konklusionen forstemmende.
Sverige er et af de mest økonomisk frie lande i Europa, og landet har den højeste økonomiske vækst i Europa og en sund offentlig økonomi uden underskud. Det skyldes, at svenskerne har lavet gennemgribende reformer i tide.
Dette burde åbne øjnene i Danmark, især i den borgerlige regering.
VK har haft magten i 10 år uden at have rørt en finger for at løse landets langsigtede udfordringer.
Frederik Reinfeldt har været statsminister i fire år og gjort mere end Anders Fogh og Lars Løkke til sammen – og alligevel sikret sit genvalg. Det skriger til himlen.
Derfor vil vi gerne opfordre alle danske politikere til at følge Sveriges eksempel.
Gjorde de det, kunne de lære, at vælgerne faktisk belønner de politikere, der søger et mandat til reformer.
Gid Danmark dog måtte få svenske tilstande.