Russisk besøg – Økonomi ja, men menneskerettigheder hvor?

I skrivende stund kører pressekonferencen mellem Statsministeren og den russiske præsident Medvedev over skærmen. Medvedevs besøg er historisk ja, men det er også fundamentalt og banebrydende for den kommende udenrigspolitiske kurs for det dansk – russiske forhold. Dette besøg styrker det bilaterale forhold, og ikke et Europæisk – Russisk forhold. Imens Lars Løkke nu står med sved på panden, undgår de korrupte og undertrykkende russiske magthavere sved på panden. Menneskerettighedsproblematikken i selve Rusland samt i de nærtliggende naborepublikker er kun blevet nævnt én eneste gang under pressemødet. Dog pralede dette nemt af for begge statslederes vedkommende. Man må dog give regeringen den fortjeneste at sætte samhandlen mellem Rusland og Danmark i højsædet. Men dette løser på ingen måde den helt fraværende og yderst problematiske menneskerettighedsdagsorden.    

Derfor viser Medvedevs besøg en svag statsminister, en svag regering og en svag dansk udenrigspolitik. Det er ærgerligt at Amnesty International, Human Rights Watch’s og flere Ngo’ers gentagende og veldokumenteret rapporter, om tortur og diskrimination overfor minoriteter står Lars Løkke overhørig. Bestemt også en stærkt begrænset ytringsfrihed og et yderst presset demokrati mht. forsamlings – og organisationsfrihed burde hører til en vestlig kritik. En vestlig kritik som også burde gå de gentagende brud på internationale konventioner i Ruslands brutale krigsførelse i Tjetjenien og hele Nordkaukasus. Samt de manglende russiske løfter om genopbygning og hjælp til naborepublikkernes folk, der har været offer for den russiske hærs ødelæggelse.   

Det er en ærgerlig tendens regeringens udenrigspolitik har. En totalt fraværende sammenkobling mellem det danske udenrigspolitiske engagement i EU overfor Rusland, magter Løkke ikke. En fraværende dansk udenrigsminister, der siden sin udpegelse ikke har vist udenrigspolitisk tæft og handlekraft. Men også oppositionens leder Helle Thorning-Schmidt har ikke givet en lyd fra sig. Hvis hun skulle vise statsministerpotentiale burde hun også kunne turde gå ud at påråbe sig den vigtige debat, nemlig debatten om overholdelse af menneskerettighederne.

Den eneste partileder der har givet sin kritik af den fraværende menneskerettighedskritik er Margrethe Vestager. Dette er jo glædeligt, men samtidig en ærgerligt erkendelse af den politiske tilstand i dette land.